Forældrenes mening


Ibens forældre, december 2015


Iben er blevet passet hos Bente i 2 år, og det er med stort vemod, at Iben nu skal forlade den trygge, hyggelige og dejlige tilværelse hos Bente for at sige goddag til børnehavelivet. 

Det, der i vores øjne er helt kendetegnende og ganske unikt ved Bente og hendes dagpleje, er, at Bente aldrig springer over, hvor gærdet er lavest, men altid sikrer, at børnene kommer hjem med nye, spændende oplevelser og indtryk. Bente finder på nye, sjove og spændende lege for børnene såvel indendørs med sang, musik, højtlæsning, kreative lege, motorikbaner osv. osv. og udendørs på gåture og i haven, hvor der både leges og spises - og laves mad - året rundt. Såvel leg, madlavning som spisning tages også gerne med på legepladsen, hvor børnene møder andre dagplejemødre og deres børn, ligesom Bente også har taget børnene med på cyklen i skoven, hvor Bente som noget helt unikt har lånt et lille stykke skov, hvor børnene kan lege, lave mad på trangia og sove i telte. Som øvrige oplevelser i dagplejen, der har gjort stort indtryk på Iben, og som hun med glæde beretter om, kan nævnes diverse togture til Aarhus, tur til stranden, cykeltur til Moesgaard Museum og en hel uge med dagpleje på campingplads. Det er aldrig kedeligt hos Bente! Det er da heller ikke usædvanligt, at Iben ikke lige har tid til at komme med hjem, når hun bliver hentet, og den daglige afsked foregår da også oftest med store kram, og man fornemmer virkelig at både børnene og Bente glæder sig til næste dag i dagplejen. 

Bente har øje for det enkelte barn og dettes behov, og hun formår på fornemste vis at rumme dem alle. På trods af de uundgåelige aldersforskelle i en dagpleje er der altid aktiviteter for alle – og plads til en lur for dem der måtte have behov for det, når der er behov for det – og aldersforskellene bruges i stedet positivt til at lære at tage hensyn til hinanden. Man mærker tydeligt, at Bente med sine mange års erfaring som pædagog har et ualmindeligt godt tag på børnene, og hun formår at opstille nogle rammer for hverdagen, som alle børnene trives i.

Der er qua Bentes uddannelse i motorik stort fokus på motorik i dagplejen, men de motoriske øvelser foregår som en helt integreret del af hverdagen og ”leges ind” hos børnene. Det er tydeligt for os, at denne fokus på den motoriske udvikling hos børnene har sikret, at vores oprindeligt lidt forsigtige pige er blevet enormt sikker i sin adfærd, hvilket også har givet hende overskud til en meget tidlig og sikker sprogudvikling. Tiden hos Bente har helt sikkert rustet Iben, så hun nu er helt klart til de nye udfordringer i børnehaven. 

Vores bekymringer i forhold til valget af en privat dagplejer uden mulighed for pasning ved sygdom, ferie osv., et har også vist sig helt overflødige. Bente sætter en ære i at ”drive” sin dagpleje, og ferier og fridage meldes derfor også ud i rigtig god tid; ofte med et halvt års varsel. 

Det er vores klare overbevisning, at det vil være umuligt at finde en mere god og kærlig dagplejemor end Bente, der derfor også får vores varmeste anbefalinger! Det er sikkert, at hvis der bliver mulighed for det, skal Ibens lillebror også have den dejlige oplevelse at være barn i Bentes dagpleje.








Januar 2012


Min søn er blevet passet i Bentes dagpleje i nu ca 1½ år, og det har vist sig at være den helt rigtige ordning for os. 

Bente er et varmt menneske, som tydeligvis brænder for sin dagpleje og de børn, hun passer. Hun er engageret, omsorgsfuld og omhyggelig, og hun har høje idealer omkring børnepasning. 

Hendes faglige baggrund som pædagog mærker man tydeligt i hendes professionalisme og evne til at vurdere børn. Hun er positiv og fleksibel, og i hele hjemmet er der en dejlig afslappet og venlig atmosfære, hvor børnene er meget velkomne samtidig med, at der er de fornødne rammer. 

Bente har sans for, at børn er forskellige og har forskellige behov, og det formår hun at rumme, samtidig med at hun er god til at støtte og hjælpe videre derfra, hvor barnet er, og til at få dagplejen til at fungere som et hele. 

Hendes interesse i motorik giver en ekstra dimension i hendes evner til at stimulere børnene. 

Bente tillader, at børn kan have forskellig rytme. Her er ikke dikterede sovetider for alle børn på en gang – Bente har plads til at lytte til det enkelte barns behov og flette det ind i de andre børns rytme. 

Hos Bente er der ro, tryghed, sjov, grin, leg ude og inde, hygge, læsning, bagning, sang, udflugter – og overskuelighed. Et rart sted at være når man er lille og i fuld gang med at lære verden at kende. 

Inden start var jeg lidt bekymret over, at fritvalgsordningen ikke giver mulighed for pasning i gæstedagpleje ved dagplejerens sygdom, fridage mv. 

Denne bekymring har dog vist sig at være helt unødig, for Bente er særdeles stabil i sit arbejde og fantastisk til at finde alternative muligheder, hvis hun kortvarigt har forfald, feks passer Bentes mand Jørgen af og til børnene et par timer – hvilket de bestemt sætter pris på, for også Jørgen er en sand stjerne blandt børnene. 

Fridage og ferie bliver altid meddelt i god tid, så det er muligt at planlægge ud fra det. 


Bentes dagpleje kan på det varmeste anbefales. 


Mette, Thomas´ mor

Comments